Som medlem af Region Midtjyllands udvalg for nære sundhedstilbud støttede jeg tidligere på måneden, at lægedækningen på Endelave skulle halveres fra to dage om ugen til én dag om ugen. Det samme gjorde resten af udvalget, og det var derfor en enig indstilling, vi sendte videre til forretningsudvalget.
I Alternativet er vi ikke bange for at indrømme, når vi har taget fejl, og det er jeg nået frem til, at jeg har gjort i denne sag. For det første er jeg rigtig ked af, at jeg ikke tænkte over, at vi skulle have inviteret borgerne på Endelave, Horsens Kommune og sygeplejersken og lægen på Endelave til en dialog. Det har givet en rigtig dårlig proces, og det har i sig selv skabt en masse uro.
Siden udvalgsmødet har jeg lært meget om forholdene på Endelave, og ikke mindst om hvilken funktion lægen har. Det er vigtigt, at beboerne på Endelave fortsat har en rimelig adgang til lægehjælp uden at skulle rejse i timevis. Jeg har derfor nu besluttet, at jeg ikke længere kan støtte forslaget om at reducere lægedækningen fra to dage om ugen til én dag om ugen.
Alternativet foreslår derfor, sammen med Socialdemokratiet, at den nuværende aftale vedrørende lægedækningen på Endelave forlænges med 1 år. Vi foreslår også, at der nedsættes en fælles arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter for beboerne på Endelave, Horsens Kommune og Region Midtjylland. Arbejdsgruppen skal se nærmere på, hvordan vi skaber den bedst mulige sundhedsløsning på Endelave fremadrettet.
Jeg både håber og tror, at denne løsning vil kunne samle opbakning i regionsrådet, da jeg ved, at vi på tværs af alle partier er enige om, at det er vigtigt at sikre en region i balance, og at det er vigtigt at involvere borgerne i at finde de bedste løsninger. Så selvom vi kom skævt fra land med processen, er jeg sikker på, at vi nu er på vej mod sikker havn, så man fortsat kan være tryg ved at bo og holde ferie på Endelave.
Link til Horsens Folkeblads artikel om situationen:
Bragt som læserbrev i Horsens Folkeblad den 28. januar 2019: