Regionsrådsvalget i november i år nærmer sig så småt, og dermed er det ved at være tid til at beslutte, om jeg skal stille op igen eller ej. I lang tid følte jeg mig meget afklaret om, at jeg gerne ville genopstille, men som tiden gik, blev jeg mere og mere usikker.
Der er nemlig både dele af det at være i politik jeg holder af, og dele jeg ikke holder af. Jeg holder af at sætter mig grundigt ind i sagerne og finde de gode løsninger. Jeg kan også godt lide de strategiske udfordringer i at analysere, hvordan vi bedst fremmer den politik, vi står for.
Jeg er også glad for at deltage i politiske forhandlinger, og jeg oplever, at jeg ofte har bygget meget bro mellem eksperter/fagpersoner og interessenter på den ene side, og det politiske niveau på den anden side. Jeg synes også, at jeg i en vis grad er lykkedes med involvere både medlemmer og borgere i mit politiske arbejde. Endelig synes jeg også om at navigere i de til tider uklare beslutningsrum mellem forvaltning og politikere, mellem partierne og internt i mit eget parti.
På den negative side er, at jeg i stor grad oplever, at mine evner til de ting, jeg har beskrevet oven for, stort set ikke bliver tillagt betydning af dem, der bestemmer – altså medierne og vælgerne. Der handler for rigtig manges vedkommende “kun” om holdninger, og det er lige før, at man kommer længere i medierne, jo mindre kvalificerede holdninger, man har.
Derfor kommer politik til at handle alt for meget om at profilere sig med skarpe holdninger, end om at udføre kvalificeret politisk arbejde. Man skal bruge en masse tid og energi på at “reklamere” for sig selv og sit parti, og jo mere saglig og kvalificeret en holdning man har, jo sværere er det at få den ud. Samtidig antager en stor del af befolkningen, at alle politikere, og dermed også jeg, i det store og hele kun fokuserer på vores egen politiske karriere – dvs. på genvalg eller større personlig magt.
Jeg er sådan set enig i, at mange partier og politikere fokuserer alt for meget på næste valg og alt for lidt på, hvad de vil forandre. Men det gør jeg jo ikke selv, og vil jeg frivilligt udsætte mig selv for mere af den mistænkeliggørelse? På trods af at jeg faktisk sætter min civile karriere mere eller mindre på pause? På trods af alle de timer og dage, jeg bruger på politik i stedet for familie, venner og “almindelige” fritidsinteresser?
Det ville være så let at gå ud af politik. Jeg ville kunne fokusere meget mere på min civile karriere og få meget mere fritid. Jeg ville slippe for at skulle skrive læserbreve, blogindlæg, facebook og twitter om, hvad jeg går og laver. Jeg ville få tid til at dømme fodbold og læse bøger igen, og måske komme i biografen mere end én gang om året…
-og jeg ville aldrig mere skulle lave videoer af mig selv! 🥳
For et par måneder siden gik jeg i gang med at snakke om ovenstående overvejelser med mine nærmeste – både i og uden for Alternativet. Jeg har mødt megen forståelse, og mange har delt de frustrationer, jeg har beskrevet. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at pilen i nogen tid pegede mere mod nej end mod ja. Men i sidste end vil jeg jo gerne gøre en forskel, både for den bæredygtige omstilling og for at ændre den politiske kultur. Den bæredygtige omstilling kan man selvfølgelig arbejde for på mange måder, men den politiske kultur er nok lettere at påvirke, når man deltager aktivt i det politiske liv.
Konklusionen på dette lange opslag er således, at jeg har besluttet at genopstille til regionsrådet i Region Midtjylland!
