Ingeniøren har en rigtig interessant leder om konsulentrapporter:
https://ing.dk/artikel/konsulenternes-skonmalerier-legitimerer-darlige-beslutninger-224459
Enhver business case og konsulentrapports konklusioner afhænger af de forudsætninger, der er lagt ned over arbejdet. Jeg er med andre ord helt enig i, at vi som politikere skal gøre meget ud af at læse forudsætningerne – og forbeholdene – i de forskellige analyser, vi præsenteres for.
I Region Midtjylland har vi blandt andet fået udarbejdet en kapacitetsanalyse. Når man laver sådan en, så beslutter man blandt andet forudsætninger om udviklingen i gennemsnitlig indlægningstid, om udviklingen i antallet af indlæggelser pr. 100.000 borgere, hvor høj belægningsprocent man kan have i gennemsnit og meget andet. Hvis de forudsætninger ikke holder, så holder konklusionerne heller ikke.
Jeg har også set mange konsulentrapporter ved domstolene. De handler tit om effektivisering, hvor konsulenterne på baggrund af interviews med et antal medarbejdere konkluderer, hvor lang tid forskellige sagsskridt tager. Men både sager og medarbejdere er forskellige, og selv små afvigelser kan blive meget betydningsfulde, når de bliver ganget op i national skala.
Jeg har heldigvis ikke oplevelsen af at have været udsat for de skønmalerier, Ingeniøren beskriver. Men selv når analyser og rapporter er lavet med de bedste intentioner, så er de forbundet med meget store usikkerheder – og de vigtigste oplysninger ligger tit i forbehold og forudsætninger…