Hvad Folketinget bruger sin tid på

Efter at have hørt noget af P1’s program om hverdagen på Christiansborg, har jeg sendt dem følgende mail:

“Kære P1 Debat 

Jeg hørte noget af jeres program i dag, hvor I satte fokus på folketingsmedlemmers arbejdsvilkår.

I den forbindelse synes jeg, det kunne være relevant at se lidt nærmere på, hvor meget tid og kræfter, folketingsmedlemmer bruger på at forholde sig til regeringens varetagelse af den udøvende magt. Det er jo et eller andet sted klart, at det er svært at få tid til lovgivningsarbejdet, hvis man mener, at man også skal efterprøve alle den udøvende magts beslutninger.

Af nylige eksempler kan nævnes afgørelsen om sikkerhedssituationen i Syrien, placeringen af uddannelsessteder og selvfølgelig alle corona-genåbningerne. Jeg har i hvert fald lidt svært ved at se, hvorfor den lovgivende magt skal forholde sig til hvor mange tilskuere, det er forsvarligt at lukke ind til Danmarks EM-kampe.

Jeg kan naturligvis godt forstå, at regeringen har en interesse i at sikre sig, at den ikke risikerer at blive mødt af et mistillidsvotum og derfor gerne vil sikre sig folketingets opbakning til nogle af sine beslutninger – især når så tydeligt efterspørger indflydelse på regeringens beslutninger. Det er jo både i medierne og i samråd mv., folketingsmedlemmer igen og igen forholder sig til regeringens beslutninger i stedet for at bruge deres energi på lovgivningsarbejdet.

Så måske var det på tide at se på, om ikke det er ved at tage overhånd. Hvis ikke der bliver fundet en passende balance – som også medierne accepterer – så risikerer vi at Folketinget ender med at bruge alt sin energi på at forholde sig til enkeltsager i stedet for at gå regeringens lovforslag efter i sømmene.

Mvh Rasmus”

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2021-06-07/

Del indlæg

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email